1944-1950
Mit navn er Jarl Arild Thorsnæs.
Jeg blev født den 24 Marts 1944 på Kroghstøtten Sykehus der ligger midt i Oslo. Jeg har to ældre
søskende: min søster Olaug, der er født i 1941 og min
bror Geir, der er født i 1942. Min far hed Osmund
og blev født på Nedstrand i Ryfylke i 1917 og døde i Oslo i 1985. Min mor hed Gerd og blev født i Stavanger i 1920, og døde i Oslo i 2000. I mine første to år boede jeg i Brochmansgate på Bjølsen. Jeg blev døbt den 18 Juni 1944 i Sofienberg kirke på Bjølsen. I starten af 1946 var vi tvunget til at flytte fra vor lejlighed. Der var mangel på boliger efter krigen, så vi var nødsaget til at flytte ind i nogle husvildeboliger "tyskerbrakker" på Etterstad. Der var der ikke de bedste forhold for en familie med tre små børn, men det var hvad vi kunne få.
Tiden på Himstadjordet var faktisk en rigtig god tid for os børn. Vi havde naturen lige udenfor døren "Nordmarka" og vi havde gode bademuligheder i Bogstadvannet om sommeren. Hver vinter i Marts, gik vi op til Holmenkollen og så Holmenkollrennene. Når det blev for koldt fik vi en varm pølse og varm bullion.
Jeg lærte også at gå på ski medens vi boede på Himstadjordet. Det var på et gamle par ski der var alt for store, men lærte det gjorde jeg. Vi gik meget på opdagelse i skoven ved Himstadjordet. En dag var min bror og jeg i gang md at bygge en dæmning i en lille bæk. Uheldigvids kom jeg til at tabe en stor sten over hans hånd, hvorved han brækkede sin lillefinger. Det hører jeg for den dag i dag.
Om aftenen spurgte min mor hvor han havde kortene fra, og da måtte han indrømme at han havde stjålet dem. Dagen efter stillede min mor op ved boghandleren med min bror og han fik pænt sige undskyld og aflevere kortene igen. Jeg husker også at da vi boede på Himstadjordet gik vi i søndagsskole. Den lå lige ved siden af Røa Kirke. En kold vinterdag havde en af drengene slikket på et jerngelænder udenfor en af barrakkerne så hans tunge frøs fast. Hans mor måtte hælde en masse varmt vand på for at tungen skulle løsne igen. Jeg skal love for at den tunge gjorde godt ondt den næste uges tid. Jeg legede også meget med min ven Søren "Bralle" der boede i et flot hus på Ankerveien. Han havde nogle rigtigt søde forældre og en ældre søster.
Det eneste jeg husker fra tiden på Etterstad, var at jeg blev påkørt af en lastbil da jeg løb ud foran den på Strømsveien. Jeg husker at Chaufføren blev så ked af det så han gav mig 50 øre som plaster på såret. Jeg fik vist kun en lettere hjernerystelse og nogle småskrammer. I 1949 flyttede vi til Himstadjordet. Dette var også en lejr efter Tyskerne, men boligernr var lidt bedre en på Ettestad, da disse skulle rives til fordel for nybyggeri. På Himstadjordet havde vi to værelser med komfur/brændeovn i det ene og soveværelse i det andet. En dag om ugen var det den store badedag. Den store zinkbalje blev stillet op midt på gulvet i køkkenet/spisestuen ved komfuret og vi blev vasket efter tur, de ældste først og mig til sidst. Der blev spildt en del, så min mor måtte fylde efter med varmt vand efterhånden som niveauet sank. Tøjvask foregik i grukedler i vaskebarakken, og hængt til tørre udenfor.
I vinteren 1950-51 fik jeg min største skiudfordring. Næsten hver dag kom et kompagni gardere forbi Himstadjordet på skitræning. En dag syntes jeg at jeg skulle følge efter dem, og som sagt så gjort. Turen må have været ca 2-3 kilometer i hver retning, så det var rigtig langt. Da nogle af soldaterne så at jeg kom traskende efter dem, delte de sin madpakke med mig og sørgede for at jeg kom vel hjem igen med formaning om ikke at gøre dette igen. I flere dage efter turen kunne jeg næsten ikke bevæge mig, da alle mine muskler gjorde forfærderligt ondt. Samme vinter gjorde jeg mig upopulær hos de finere kredse på Røa, ved at vinde guldmedalje i slalom ved Røa Idrætsforenings stævne. Det var ikke populært at jeg kom der med mine gamle brædder af nogle ski og slog deres ynglinge med alt det fine udstyr de havde ofret på dem. I August 1951 startede jeg i første klasse på Huseby skole, hvor min bror og søster i forvejen gik. Skolen lå lidt over 2 kilometer fra hvor vi boede, så det var en drøj vej at gå på små ben. Heldigvis gik jeg som oftest sammen med min bror der gik på samme skole. Min søster fik lov at tage bussen, da hun ikke gik så godt på grund af en hoftelidelse. Min bror kom lidt galt afsted en dag han gik hjem fra skole med en kammerat. De gik indenom en boghandel der lå på skolevejen, hvor min bror kom til at rapse et kortspil. De skyndte sig hjem og satte sig op på taget af en af barakkerne og spillede kort.
Jeg fik også meget af min tid til at gå med at rode rundt på en stor lodseplads der lå lige i nærheden. Her fandt jeg mange spændende ting jeg tog med hjen til min mors store fortrydelse. Jeg syntes tingene var fine, men det var hun ikke helt enig i. Næsten hver sommer rejste vi til Stavanger for at besøge vore bedsteforældre. Nogle gange tog vi nattoget, men for det meste var vi med dagtoget da dette var det billigste. Rejsen tog jo en hel dag eller en hel nat. Min mor havde mange søskende, så der var der liv og glade dage. Min samlemani kom også til udtryk der. I nærheden af mine bedsteforældre havde statsbanerne et værksted hvor jeg kom meget.Nogle gange når jeg kom hjem om aftenen var jeg helt indsmurt i olie og skidt. Det var fodi at når jeg havde fundet noget gammelt rustent værktøj måtte jeg godt få det, men først blev det smurt med olie. Da jeg kom hjem blev jeg spurgt om hvad jeg havde, og jeg svarede "saker og ting". Det var rigtigt spændende at rejse med de gamle dampdrevne tog mellem Oslo og Stavanger. Den eneste ulempe var at hvis man åbnede vinduerne for at kigge ud, blev man helt sort i ansigtet af sod fra lokomotivet. Vore rejser til Stavanger var altid et højdepunkt og vækker mange gode minder.