1961-1970

Foråret 1961 gik med skolegang og tilhørende lektielesning. Der var jo noget der skulle indhæntes da jeg havde været vek fra realskolen i nesten to år. Det meste af fritiden gik sammen med mine kamerater: Gunnar Olsen, "Guss": Svein Erik Olsen, "Goffy":John Arne Andersen,"Hesten":Jan Åge, "Folan" :Bjørn Kristoffersen og "Merra": Bjørn Kristensen. Vi var en klikke der lavede fis og ballade og havde mange gode stunder sammen. Hele sommeren 1961 arbejdede jeg på spisevognselskabet og rejste hver anden dag fra Oslo til Trondheim, Oslo til Koppang "Rørosbanen" eller Oslo til Bergen. På Trondheimsbanen fik jeg tit lov til at komme forran på lokomotivet medens vi kørte mellem Hjerkin og Opdal. Det var rigtigt spændende men en forferderlig larm. På en tur med Rørosbanen havde kokken lavet for meget ærtesuppe. Han vidste ikke hvad han skulle gøre med resterne så han åbnede togvinduet og hældte suppen ud. Det var ikke så smart for toget var lige i en kurve, så suppen kom ind af nogle vinduer bag i toget hvor den ramte nogle af passagerene. Det blev rigtig meget ballade over dette, men det løste sig til slut da han havde givet de ramte passagerer en unskyldning.

I august måned bestemte jeg mig for at tage en tur til Tyskland. Jeg bestilte en bilet til Frederishavn fergen der sejlede kl.16.00. Neste morgen ankom jeg til Frederikshavn og gik ned til banegården og købte en billet til Hamburg. Samme aften ankom jeg til Hamburg hvor jeg fandt et ungdomsherberge hvor jeg kunne bo.

Næste dag den 13 August gik jeg en tur rundt i byen og kunne ikke forstå at der var store folkemængder der var samlet og gik i demonstrationstog. Senere fik jeg at vide at Østtyskerne i løbet af natten havde opsat muren mellem Vest og Østtyskland. Folk var ulykkelige og rasende, da det nu ikke var muligt lengere at få besøg af deres familie der boede i østsonen. Efter et par dages rundtur i Hamburg rejste jeg tilbage til Oslo via Frederikshavn. Jeg skulle tilbage for at begynde i skole igen omkring den 20 august. I februar 1962 begyndte jeg med køretimer for at gå op til førerprøven når jeg fyldte 18. Det gik rigtigt fint og da jeg blev 18 gik jeg op til prøven som jeg bestod i andet forsøg. Jeg dumpede i teorien første gang. I påsken var jeg med familien Abelsen til Torpo hvor de lejede en hytte. Det var en rigtig god tur, det eneste minus var at der var en masse lopper i hytten. Jeg kløede over hele kroppen og kradsede mig til blods. Da vi kom hjem, blev alt mit tøj smidt i badekaret og senere kogt for at komme af med lopperne, og jeg selv blev skrubbet og skuret efter alle kunstens regler. I foråret blev jeg ansat som konduktør på Bærumsbanen. Det var et rigtigt godt job hvor jeg arbejdede i week-enderne og i mine ferier fra skolen.

Jeg fik min afgangseksamen fra Manglerud Videregående skole i forsommeren. Efter at have arbejdet det meste af sommeren fandt jeg ud af at jeg ville tage en tur til Berlin, så en dag lagde jeg en seddel på køkkenbordet hvor der stod at jeg sejlede med færgen kl. 16.00 til København.Da jeg kom ombord på fergen så jeg at min søster og hennes forlovede "Ruedi" stod på kajen for at vinke farvel.

Dagen efter ankom jeg til København hvor jeg købte en bilet til Berlin. Turen gik via Gedser til Warnemünde hvorefter turen gik gennem østsonen til Berlin Ostbanhof. Turen fra Warnemünde til Berlin var rigtig kedelig, da vi ikke måtte forlade toget når vi ankom til et nyt sted.Fra Berlin Ostbanhof blev vi sat på U Banen til Vestberlin. I Berlin indlogerede jeg mig på et vandrehjem ved Wannsee hvor jeg mødte en masse andre unge mennesker.

Jeg tilbragte nogle spendende dage i Berlin hvor jeg besøgte Zoo, rigsdagsbygningen og mange andre severdigheder. Ved vandrehjemmet ved Wansee var der en restaurant hvor vi ofte sat og drak Berliner Weisse og fik noget at spise. En af de sidste dage jeg var der, ville jeg tage en tur over til Østberlin. Jeg og to andre fra vandrehjemmet, en Amerikaner og en Vesttysker tog afsted tidligt om morgenen og ankom til en kontrollpost hvor vi skulle væklsle penge"til ostmark" og aflevere vore pass så vi kunne få en en dags opholdstilladelse. Da vi skulle aflevere passene, blev de to andre så bange at de vendte om og opgav at krydse grænsen. Efter ca. en halv times venten fik jeg mit pass og mine papirer tilbage og kunne tage på opdagelse i Østberlin. Det var meget stor forskel på vest og østberlin. Der var nesten ingen mennesker på gaden og meget få biler i gaderne. Alt var meget gråt og trist. Der var ingen prangende foretninger, kun nogle enkelte der solgte fødevarer og de mest nødvendige brugsgenstande og tøj. Efterhånden var jeg blevet lidt sulten og prøvede at finde

et sted hvor jeg kunne få noget at spise. Det eneste jeg fandt var en stående buffet på banegården, hvor det eneste de havde var noget der lignede suppe med kartofler i. Det så ikke særligt appetitligt ud så jeg fandt en gadeselger de solgte æbler. Jeg købte en pose æbler som jeg levede af ræsten af dagen. Om aftenen kom jeg tilbage til vandrhjemmet ved Wansee. Efter ydderligere et par dage i Berin, rejste jeg tilbage til København via Warnemünde og Gedser. De neste par dage gik jeg rundt i København og kiggede på de foskellige severdigheder inden jeg tog færgen hjem til Oslo. I Juli 1963 synes min far og jeg at vi skulle se om vi kunne få fat i en gammel bil. Det lykkedes og vi købte en Ford V8 Tudor De Luxe fra 1937.

Gammel var den men køre kunne den, men den kørte ikke mer end ca 6km. pr.liter hvis jeg var forsigtig med spederen. Den første lengere tur med bilen var da min far ville at vi skulle køre til Stavanger for at besøge familien der. I begyndelsen gik det fint og vi nåede lidt vest for Kristiansand da vi kørte ind i et voldsomt regnvejr så vinduesviskerne ikke kunne følge med. Vi var nødsaget til at køre ind til siden indtil regnvejret holdt. Min far kom pludselig på at hans lærerkolega"Jørgensen" havde et sommerhus i nærheden og efter mange forespørgsler i forskellige landhandler og på bensinstationer fik ve fat i adressen. Vi blev vel modtaget og fik husly for natten.

Dagen efter skulle vi videre mod Stavanger, men da vi havde kørt et par kilometer ville min far tilbage til Oslo igen, så det var bare om at vende om og returnere. Vi var tilbage i Oslo midt om natten, men hjemturen gik godt selv om den var lang.

Den 10 september 1963 startede jeg som rekrut i sambanskompagniet på Jørstadmoen der ligger ved Lillehammer.

De første 39 dage gik med hård fysisk træning og eksersits.Det gik bandt andet ud på 20 km. stroppeture med fuld oppakning. En af gangene vi havde en tur gad nogle af os ikke at gå hele strækningen, så vi tog rutebilen en del af strækningen. Dette blev opdaget og som straf blev vores week-end orlov inddraget. Som om ikke det var nok, blev vi om lørdagen sændt ud på en tur i fjeldet ved Sjursøen hvor der var faldet en god del sne. Vi fik ikke udleveret ski, så vi måtte gå i den dybe sne der rakte os til knærne. Koldt var det også, 10-15 kuldegrader, så det var bare at knokle på så vi ikke kom til at fryse. Om aftenen skulle vi sette telt op, det var knappetelt der bestod af fire dele som vi selv skulle bære med os. Da vi havde sat teltene op kom der en mandskabsvogn med mad til os. Om natten gjaldt det om at ligge så tæt som muligt for ikke at fryse. Jeg lå ved siden af 00 Solbjerg. Han var en stor kraftig fyr der varmede godt. Søndag morgen blev vi vækket tidligt så vi kunne fortsætte vor tur. Vi var ikke tilbage i lejren før midnat natten til mandag. Mandag morgrn kl. 5 blev vi vækket og skulle stille til parade hvor vi fik en ordentlig revselse. I week-enderne fik vi orlov, og som oftest rejste jeg hjen til Oslo. Dette foregik som oftest med den gamle Fod. Vi var 3-4 mand der rejste sammen og deltes om udgifterne til bensin. En søndag aften da vi skulle returnere til lejren, gik bilen i stå ca. en halv times kørsel fra Lillehammer. Det endte med at vi kom for sent tilbage til lejren. Nu skulle vi forklare os hvorfor vi var kommet for sent, og da vi fortalte at vi kørte i den gamle bil, slap vi for nærmere tiltale da de syntes det var unskyldning nok. Efter rekruttiden begyndte vi med at tage det store førerbevis og vi fik oplæring i brug af komunikationsudstyr. Dette var en meget spændende tid, da vi lærte mange nye ting. Den 10 januar 1964 blev jeg overflyttet til brigaden i sørnorge på Onsrud, der ligger ved Jessheim.

Dette var en afdeling der bestod af fyvevåbenet der betjente Nikebatteriene, Infanteriet og sambandsregimentet hvor jeg hørte til. Brigaden var en stående afdeling der var underlagt Nato, så vi var udsat for mange øvelser og alarmer. Ved en af disse øvelser skulle vi teste vårt radiokede udstyr. Dette udstyr sendte på FM båndet så vi bestemte os for at nu skulle vi have lidt skæg. I en af værelserne i lejren installerede vi en båndoptager og tilsluttede en FM sender. Båndoptageren spillede musik med Elvis, og det kunne høres i samtlige radiovogne der var med til øvelsen. Befalet var rasende og indsatte en pejlevogn for at finde senderen.

Vi blev advaret og fik fjernet senderen i en fart og fik stillet båndoptageren på plads igen så ingen opdagede at det var os der havde forstyrret komunikationen.

Det første alle der ankom til brigaden blev udsat for var en dåb. Dåben bestod i at vi blev ført ud på badeværeset og fik besked på at kun iføre os underbukser og hjælm. Herrefter blev alle vinduer åbnet "det var -20 grader udenfor", der blev åbnet for det kolde vand og vi fik hældt 5 spande med iskodt vand over os. Om aftnerne tog vi tit en tur til Jessheim hvor vi fordrev tiden med besøg på et cafeteria hvor vi samledes. Når jeg havde fi i weekenderne kørte jeg til Oslo og besøgte familien og gik i byen med kameraterne. Vinteren 1964 var det så koldt at når vi stod vagt udenfor blev vi afløst hver halve time for at vi ikke skulle få forfrysninger. I februar måned blev jeg underlagt lejrkomandanten og havde for det meste lejrarbejde og forefaldende arbejde. I april måned blev brigaden i sørnorge nedlagt så vi skulle fordeles på andre afdelinger rundt i landet. Jeg blev overflyttet til garden i Oslo hvor jeg ankom den 9 april. I garden kom jeg til at tilhøre stabskompagniet hvor mine opgaver var at passe en telefoncentral der lå på Kirkeveien i Oslo. Arbejdstiden var fra kl. 9.00 til kl.16.00. Dette skulle jeg gøre i 14 dage, hvorefter jeg de neste 14 dage hjalp gartneren i lejren med forefaldende arbejde. Jeg havde gratis rejse med sporvejene og var meget ofte hjemme for at besøge familien. Da jeg ankom til Garden, fik jeg udleveret et Garand gevær selv om jeg ikke måtte bære våben lengere da jeg var degraderet fra stridende a til arbejdsdygtig. Dette gav nogle problemer da jeg skulle deltage under paraderne. Jeg havde aldrig lært at presentere gevær da jeg tidligere kun havde haft en US karabine, der var et lettere håndvåben. En dag jeg kom tilbage fra min vagt på telefoncentralen

og kom ind på rummet på kasernen, stod der en ung mand i træningstøj der og han spurgte mig hvem jeg var og hvad jeg lavede der. Han så meget bidsk ud og spurgte mig også hvorfor jeg ikke gjorde honør. Jeg svarede at jeg ikke gjorde honør fordi jeg ikke vidste hvem han var og ikke kunne se på hans beklædning at han var befalingsmand. Efter at have talt lidt frem og tilbage spurgte han igen hvad jeg hed og da jeg fortalte ham det blev han meget stille og spurgte mig om jeg havde en bror der hed Geir. Jeg svarede bekræftende på dette og det viste sig at han havde gået på sersjantskole sammen med min bror. Efter dette møde var vi de bedste venner og han brokkede sig aldrig hvis jeg kom lidt for

sent eller der var noget andet galt. Samme forår var jeg inviteret af min kamerat "Fålan" Bjørn Kristoffersen ned til nogle danske piger der boede på Makrelbekken. Vi kom tit der ned, og i maj måned begyndtr jeg at komme sammen med en af pigerne der hed Lise.